Citronfromage med små påskeæg

Ingredienser

Ca. 8-10 personer

Chokoladebund

  • 100 g chokolade, 70 pct.
  • 100 g smør
  • 100 g sukker
  • 3 æggeblommer
  • 2 æggehvider

Citronfromage

  • 4 blade husblas
  • 1½ dl citronsaft (ca. 4 citroner)
  • Revet skal af 1½ citron
  • 150 g sukker
  • 3 pasteuriserede æggeblommer
  • ½ liter piskefløde

Desuden

  • Lidt kakaopulver
  • Chokoladepåskeæg (jeg har brugt 11 påske æg med fyld af trøffel med lidt Grand Marnier
    –  se også påskeæg med chokoladetrøffel
  • Eventuelt lidt flødeskum til at glatte kagens overflade

Chokoladebund: Hak chokoladen groft. Smelt chokolade og smør over vandbad. Pisk sukker og æggeblommer til en tyk æggesnaps. Rør chokoladesmørret i æggesnapsen med en ske. Pisk æggehviderne stive og vend dem i chokoladeblandingen. Spænd bagepapir ud over bunden på en 20 cm springform og smør den med lidt fedtstof. Hæld dejen i formen og bag bunden ved 175 grader i 25 minutter. Lad bunden køle helt af.

Citronfromage: Læg husblassen i koldt vand. Bring citronsaft, citronskal og sukker i kog i 2 minutter. Lad saften køle af i et par minutter. Tilsæt æggeblommer mens du pisker. Pisk blandingen til skum over svag varme – det tager ca. 5 minutter. Vrid husblassen for vand og rør den ud i skummet. Hæld citronskummet over i en skål og lad det køle af i et kvarters tid. Pisk fløden til skum. Vend flødeskum og citronskum sammen til det er ensartet.

Opbygning: Læg chokoladebunden på et kagefad. Sæt kanten af springformen omkring bunden. Læg et stykke plastik langs kanten (fx fra en plastiklomme). Hæld citronfromagen over bunden. Glat overfladen med en paletkniv. Sæt kagen på køl i minimum 3 timer.

Pynt: Fjern form og plastik fra kagen. Sigt lidt kakao over kagen og pynt med påskeæg.

TIP: Hvis overfladen af kagen ikke er helt glat, så smør et tyndt lag flødeskum over kagens overflade.

You may also like...